OK25: Gennembrudsforlig på industriens områder

Dansk El-Forbunds forhandlere har hele weekenden været i forhandlinger i Industriens Hus sammen med repræsentanter for de 8 andre organisationer i CO-industri. Forhandlingerne er resulteret i årets første overenskomstresultat – også kaldet ”gennembrudsforliget”, der sætter de økonomiske rammer for de andre overenskomstforhandlinger, herunder Elektrikeroverenskomsten.
Resultaterne blev præsenteret af Claus Jensen og Mads Andersen fra CO-industri og Lars Sandahl Sørensen og Kim Graugaard fra Dansk Industri. De har stået i spidsen for forhandlingerne, der er sket i lyset af internationale spændinger og usikkerhed om fremtiden.
Rigtig god aftale, der giver mere frihed
Om forliget siger Dansk El-forbunds formand Benny Yssing:
- Det er en rigtig god aftale, der kan bidrage til at give bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv. Jeg ser frem til at drøfte indholdet med baglandet. Næste skridt er, at vi starter forhandlingerne om Elektrikeroverenskomsten med Tekniq Arbejdsgiverne. Når vi har resultaterne klar, skal overenskomsterne til urafstemning blandt medlemmerne, der kan sige ”ja” eller ”nej” til resultatet.
På pressemødet kom det frem, at forliget blandt andet indeholder følgende:
- Fritvalgskontoen stiger med 1 procent i 2026 og igen 1 procent i 2027.
- Den arbejdsgiverbetalte del af pensionen stiger med 1 procent i 2025 til 11 procent.
- Der indføres barns 3. sygedag, 2 dages frihed til helbredskonsultationer for samlever og forældre og 2 børnebørns omsorgsdage. Hvis man gør brug af dem, finansieres de af fritvalgskontoen.
- Lærlingene får en lønstigning på 4 procent i 2025, 3,5 procent i 2026 og 3,5 procent i 2027.
- Barsel med fuld løn bliver forlænget med to uger.
- Mindstelønnen stiger med hhv. 3,75 procent i 2025, 3,5 procent i 2026 og 3,5 procent i 2027.
- Der gives mulighed for at sige nej til overarbejde i bestemte situationer, fx børn og børnebørns konfirmationer og eget bryllup, sølv- og guldbryllup.
- Arbejdsmiljørepræsentanterne vil fremover få et vederlag på 9.000 kr. om året.
- Der kan fremover vælges to uddannelsesrepræsentanter. En for de timelønnede og én for funktionærerne.
Dansk El-Forbunds forhandlingsdelegation har bestået af DEF-formand Benny Yssing, DEF-næstformænd Christian Elgaard og Lars Kræmer og forbundssekretærerne Hanna Lindstrøm og Lars B. Sørensen. De faglige konsulenter Torben Offersen og Lars Johansen har bistået forhandlingsdelegationen.
Dansk El-Forbund fortsætter nu forhandlingerne om Elektrikeroverenskomsten med Tekniq Arbejdsgiverne. Forhandlingerne forventes at gå i gang i den kommende uge.

Du kan holde dig orienteret om forhandlingerne på ok.def.dk/ok25-industri og på CO-industris temaside OKfakta.dk.