OK25

Øvrige overenskomster

Udover elektrikeroverenskomsterne og industriens overenskomster forhandler Dansk El-Forbund yderligere 37 overenskomster på det el-tekniske område - enten som enen forhandler eller i samarbejde med andre organisationer. Se forhandlingsresultater for din overenskomst her.

Disse resterende overenskomster bliver forhandlet når gennembrudsforliget Industriens Overenskomst (minimalløns-overenskomsten) og Transportoverenskomsten (normalløns-overenskomsten) ligger klar. Så vil forhandlingerne som forbundshuset for det meste vil stå for gå i gang. Enkelte overenskomster har dog et mindre forhandlingsudvalg med deltagere fra afdelingerne. Disse forhandlinger løber typisk helt frem til at forligsmanden "trækker en streg i sandet" og stopper forhandlingerne på et tidspunkt midt/sidst i marts måned. 

Afstemningen

Når alle overenskomster er færdigforhandlet, bliver resultatet sendt til afstemning blandt jer medlemmer. Det foregår typisk i en periode på 2-3 uger fra sidst i marts og ind i april. Det er forligsmanden der helt suverænt bestemmer, hvornår og hvor længe der skal stemmes.

Når afstemningsperioden slutter leverer Dansk El-Forbund resultatet til FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation), som derefter samler alle resultater i forhold til sammenkædningsreglerne - det vil sige at alle resultater bliver lagt ned i samme kasse, og derudaf kommer et samlet resultat, som forligsmanden herefter offentliggør

Hvis afstemningen ender med et "ja", så fortsætter arbejdet uændret med de nye rettigheder, som kommer fra forhandlingerne.

Såfremt afstemningen ender i et "nej", så vil der være konflikt på 5.-dagen efter offentliggørelsen af resultatet. Hvis det kommer dertil, vil der naturligvis komme særlig information ud om dette.

 

Mød forhandlerne

Ønsker du at vide mere om, hvem der forhandler overenskomster på dine vegne? På siden "Mød forhandlerne" kan du se, hvem der er med til at forhandle henholdsvis elektrikeroverenskomsterne, industriens overenskomster og øvrige overenskomster på vegne af Dansk El-Forbund.